Du er juridisk ansvarlig

Du er juridisk ansvarlig

Streamer du ulovligt? Så bryder du loven, og det har konsekvenser.

Hvis du streamer film og serier fra ulovlige hjemmesider eller via ulovlige programmer som Popcorn Time, så foretager du en ulovlig handling.

Rettigheder

Dem, som har lavet en film eller serie, har ret til at bestemme præcis, hvad der skal ske med den, da de har rettighederne til filmen. Det står i ophavsretsloven, og det betyder, at rettighedshaveren efter loven bestemmer, hvordan en film skal gøres tilgængelig for forbrugerne.

Enhver brug af filmen kræver derfor tilladelse fra rettighedshaveren, hvis ikke brugen er omfattet af de helt specifikke undtagelser, der findes i ophavsretsloven.

Tilladelser

På tjenester som Blockbuster, Viaplay, iTunes, Netflix m.fl. har rettighedshaverne givet tilladelse til, at deres film kan downloades eller streames. Det har de gjort, fordi de fra de lovlige tjenester får betaling for det arbejde, de har lavet med filmene. Dette er ikke tilfældet med de mange ulovlige streaming-tjenester. Det betyder, at den ulovlige streaming-tjeneste bryder loven, når der udbydes film til dig og andre brugere uden tilladelse fra rettighedshaveren.

Det betyder imidlertid også, at du bryder loven, når du streamer indhold via en ulovlig tjeneste. Selvom du ikke nødvendigvis er klar over det, kopieres filmen nemlig på din computer, tablet eller telefon, hvis du streamer film – og det er der netop ikke givet tilladelse til på de ulovlige tjenester.

Ulovlig streamning af film er altså lige så ulovligt som ulovlig download af film.

Du kan blive erstatningsansvarlig når du bryder loven

Det står i ophavsretsloven, at den som overtræder loven skal betale et rimeligt vederlag og en erstatning til den forurettede. Hvis du streamer eller downloader en film ulovligt, er den forurettede altså rettighedshaveren til filmen, og du er efter loven ansvarlig for at betale vederlag og erstatning hertil.

Betalingens størrelse afhænger af, hvad du som bruger har foretaget dig. Jo flere film du har set ulovligt, des mere er du ansvarlig for at betale ifølge loven. Betalingen kan blive endnu højere, hvis du deler film med andre brugere – f.eks. samtidig med, at du selv ser dem. Det er blandt andet tilfældet, når du bruger  Popcorn Time.

Færdigheder

Indsendt den

3. november 2016