Ulovlig streaming betyder færre film i den danske filmbranche

,
Ulovlig streaming betyder færre film i den danske filmbranche

Du minimerer den danske filmbranche, når du streamer ulovligt

Når du streamer film ulovligt er du med til at ødelægge muligheden for, at der bliver lavet endnu flere af de film og tv-serier, som vi alle sammen elsker og gerne vil se.

Det er egentlig ret enkelt: Det er ikke gratis at lave film, som bevæger, gyser, underholder og henrykker. En filmproduktion koster rigtigt meget, og der er mange mennesker involveret. Når du streamer film ulovligt, så bliver det svært at betale for at lave nye film, fordi du ser noget, som du burde betale for at se via nogle af de mange lovlige filmtjenester som Blockbuster, Viaplay, iTunes etc.

Det svarer lidt til at snige sig ind i biografen uden at betale billet.

Der bliver færre penge at lave gode film for i den danske filmbranche

Hvert år bliver der lavet cirka 20 spillefilm i Danmark. Det er en kompliceret proces at få lavet en film færdig. Som filminstruktør får du ikke bare en pose penge og går i gang med at filme, hvis du har en god idé. Instruktører, manuskriptforfattere og producenter kæmper alle med at udvikle filmprojekter, som de brænder for.

Som oftest vil de søge om offentlig filmstøtte og nogle vil få støtte fra fx Det Danske Filminstitut til deres film. Men det er langt fra nok – en typisk dansk spillefilm koster ofte 30 millioner kroner at lave. Nogle af indtægterne kommer fra biografen. Dertil kommer salg og leje, og så bliver filmrettighederne solgt til tv-stationer og streaming-tjenester som Netflix.

På trods af dette er det ikke en fordelagtig forretning at lave film. Over en tiårig periode er indtægterne for de danske filmproducenter faldet med 40-60%.

Når du streamer film, så gør det lovligt

For blot få år siden var en af de største indtægter i den danske filmbranche salg og leje af DVD’er. I dag foretrækker de fleste at have filmen online, hvilket har resulteret i, at den danske filmbranche har mistet en omsætning på mere end én milliard kroner siden 2009. Og det er klart, at hvis man ikke vil leje eller købe film online, men i stedet streamer film ulovligt, så mister branchen så mange penge, at det er svært fortsat at skabe alle de mange fantastiske og forskellige film, som vi elsker.

Heldigvis er der de senere år kommer rigtigt mange tjenester, hvor man på lovlig vis kan streame, købe og se film. Blockbuster er blevet en online butik, hvor du kan leje eller streame film. Det samme kan du gøre på fx iTunes og Google Play. Du kan også tegne et abonnement på streaming-tjenester som Viaplay, Netflix eller HBO Nordic, hvor du kan se lige så mange film og serier, som du vil.

Lovlige film-sider: Her finder du lovlige film

Du ødelægger det for andre når du streamer film ulovligt

En nordisk undersøgelse fra 2015 anslår, at når danskere downloader eller streamer film ulovligt, så koster det den samlede danske filmbranche mere end 200 millioner kroner om året i tabte indtægter.

Kildehenvisninger

Mediavision: “Nordic OTT Insight”, maj 2015, side 39
Deloite: ”Sundhedstilstanden i dansk spillefilmsproduktion”, november 2013. PDF.

Færdigheder

Indsendt den

31. oktober 2016