Os bag “Os der elsker film”

Ulovlig streaming har konsekvenser

Det er især blandt unge blevet helt okay at streame film og tv-serier fra ulovlige sites på internettet. Det vil Os der elsker film gøre noget ved.

Halvdelen af alle danske unge bruger ulovlige tjenester. Mange føler ikke, at de gør noget ulovligt, når de bruger dem, og de er ofte ikke bevidste om, hvor store konsekvenser, det har.

Os der elsker film består af en række organisationer, selskaber og myndigheder i og omkring filmbranchen, som er gået sammen for at sætte problemstillingen på dagsordenen. Vi vil gerne have de unge og deres forældre til at forstå, at ulovlig streaming er … ulovligt. Og at det samtidig har store konsekvenser.

Omfang og konsekvenser af ulovlig streaming

Ulovlig streaming har personlige konsekvenser. Hvis du streamer film ulovligt, bryder du loven og er personlig ansvarlig. Du risikerer ligeledes alt fra ondsindet virus til, at din computer bliver hacket.

Ulovlig streaming har også samfundsmæssige konsekvenser. Hvert år går den danske filmbranche glip af indtægter på grund af ulovlig streaming og ulovlig download. Det er penge, som ellers skulle have været brugt til at skabe nye film og tv-serier.

Os der elsker film vil gennem kampagner og undervisningsmateriale i biografen, på nettet, på sociale medier og i skolen fortælle, hvorfor det er sund fornuft at højne informationsniveauet og guide i den rigtige retning samtidig med, at vi direkte, klart og tydeligt gør opmærksom på de mange konsekvenser, som ulovlig streaming har.

Vi står bag “Os der elsker film”