Pitchkonkurrence

Foto: Os Der Elsker Film / Pong

Hele klassen

I har arbejdet med tre forskellige teksttyper og lært, hvorfor man skal passe på sig selv på nettet, når man ser film, serier eller fodboldkampe ulovligt. I har også undersøgt, hvordan appelformer, greb og virkemidler påvirker, hvordan et budskab bliver præsenteret, og hvordan vi tager imod det.

Nu skal I anvende viden til selv at udvikle en idé til en kampagnefilm, som I tror på kan få flere unge, på jeres egen alder, til at tænke sig om, før de trykker play på ulovligt indhold.

Afsenderen er Os Der Elsker Film. Kig sammen på kampagnesitet her.

I bliver inddelt i grupper, hvor I sammen skal finde på jeres bedste idé til en ny kampagnefilm. Ideen skal ikke føres ud i livet, men I skal pitche den. Det betyder, at I har mulighed for at tænke stort. En kampagnefilms længde er max 1. minut.

 I grupper

Kom godt i gang med et pitch

Brainstorm

Brainstorm sammen på ideer. Ved at tale jer varme på ideen og skiftevis sige lige det, der falder jer ind, vil I skabe plads til nye tanker og ideer. Vælg én i gruppen, som noterer jeres vigtigste ideer.

Brainstorm ud fra følgende sætninger:

  • Alt har en pris – også selvom det er gratis.
  • Ulovlig streaming kan være farligt.
  • Det føles lovligt, fordi alle gør det.

Saml jeres ideer til én ide

  • Udvælg to-tre ideer, som I synes bedst om.
  • Gennemgå hver ide. Hvad er godt ved ideen, hvad er mindre godt.
  • Bliv enige, og vælg den bedste idé. Tro på den!

Budskab

I kampagnefilmen, I har arbejdet med, er budskabet, at ulovlig streaming koster, og hvad er du villig til at betale.
Hvilket budskab vil I arbejde med? Budskabet skal hænge sammen med jeres idé.

Idé til kampagnefilm

Beskriv jeres idé, og hvad der skal til for, at den kan blive til virkelighed.

  • Hvad er den røde tråd i kampagnefilmen
  • Deltagere/roller
  • Lokation

Appelformer, greb og virkemidler

Hvilken eller hvilke appelformer vil I gøre brug af?
Vil I bruge særlige greb eller virkemidler til at understøtte jeres budskab?

Afsender og målgruppe

Afsenderen er Os Der Elsker Film, målgruppen er unge på jeres egen alder.
Overvej, hvordan jeres idé bedst når ud til målgruppen (unge på jeres egen alder). Hvad skal der til for, at I når ud til flest? Er der særlige medier/kanaler, som vil være en god formidlingsvej?

 I grupper

Feedback på idé

Gå sammen med en anden gruppe.
Fremlæg jeres idé kort for hinanden.

Giv hinanden feedback på:

  • Ideen: Er den tydelig og forståelig?
  • Budskabet: Er det klart og tydeligt?
  • Appelformer, greb og virkemidler: Understøtter de ideen og budskabet?

Brug feedbacken til at forbedre jeres pitch.

 I grupper

Deltag i pitch-konkurrencen

Åbn pitch-skabelonen. Brug den til at samle jeres ide og forberede pitch til konkurrencen.

Når I synes, at pitchet er færdigt, skal jeres lærer godkende det.

Nu er I klar til at klikke på “Send pitch” og vedhæfte pitchskabelonen.

Gå videre til evaluering.

Resurser

Hvad er et pitch?

Et pitch er en ultrakort præsentation af en idé, som skal overbevise andre om, at der er tale om en brandgod idé. Man præsenterer kun det allervigtigste. Et pitch kaldes også en elevator-tale, fordi ideen skal kunne fremføres på kort tid, som længden på en elevatortur.

Krav til konkurrencen

For at deltage i konkurrencen om en biograftur med sodavand og popcorn for hele klassen, skal der indsendes et pitch senest fredag d. 9. oktober 2026. Vinderklassen får besked senest fredag d. 30. oktober 2026. Der må gerne indsendes flere pitch fra samme klasse. Konkurrencen er åben for alle 7.-10. klasser i hele Danmark.

Pitch-skabelon