Når du streamer fra en ulovlig tjeneste, så gør du noget ulovligt. Det er ikke kun tjenesten, der stiller indholdet ulovligt til rådighed for dig. Det er altså op til dig selv at sørge for, at du ikke bryder loven, når du ser film og serier på internettet. Mange ulovlige tjenester gør dog alt hvad de kan for at efterligne de lovlige. Det gør de, for at lokke dig ind på deres hjemmeside ved at få dig til at føle dig tryg, fordi tjenesten ser ”ordentlig” ud. Her er nogle råd, du kan bruge, for at sikre dig, at en tjeneste er lovlig:

 

  • Brug din sunde fornuft. Det kan lyde banalt, men hvis noget virker for godt til at være sandt, så er det det nok også. Har du fx mulighed for at tilgå en biografaktuel film gratis, er det med al sandsynlighed en ulovlig tjeneste, du har bevæget dig ind på.
  • Er der mange pop-up reklamer, når du prøver at downloade eller streame en film? Så er siden højst sandsynlig også ulovlig. Kun få lovlige filmtjenester er reklamefinansierede, og de færreste benytter sig af pop-up reklamer.
  • Har du mulighed for at se, hvilken type abonnementer, du kan tegne? Kan du se vilkår- og betingelser, og er der kontaktoplysninger på personerne bag tjenesten? På lovlige tjenester vil det tydeligt fremgå, hvilke muligheder du har som forbruger, og hvem du kan kontakte, hvis du har spørgsmål. Det har du som oftest ikke på de ulovlige.

Du kan også benytte www.Filmfinder.dk, hvor du kan søge på film og serier og få et overblik over alle de steder, du lovligt kan se dem. Med URL-tjekkeren kan du undersøge om en bestemt tjeneste er dømt ulovlig ved den danske domstol, ved at indtaste en given tjenestes URL.

Fotokreditering: John Schnobrich