Intet er gratis, og “gratis” film er ofte dyrere, end du tror.

Når du downloader eller streamer gratis fra ulovlige sider, risikerer du ufrivilligt at give adgang til dine private billeder.

Du tænker måske ikke over det, men når du streamer eller downloader ulovligt, risikerer du at stille din computer til rådighed for kriminelle. Sådan fungerer det:

  • Kriminelle lægger lokkemad ud på deres ulovlige side
  • Du lader dig lokke, fordi der fx står “gratis film”
  • Malwaren overtager din computer
  • Med malwaren har hackere adgang til alt på din computer – også dine billeder

Du kan ikke være sikker på, hvad du har risikeret ved at streame ulovligt, før de kriminelle hackere kontakter dig.

Malware klæber sig til dig

Malware er en virus, som kan inficere din computer, bare du klikker dig ind én enkelt gang på en hjemmeside med ulovlige film. Og du behøver ikke en gang at have klikket på noget særligt. 45 procent af de virusser, som bliver downloadet fra ulovlige sider, er de såkaldte ”drive-by downloads”, hvor downloadet sker usynligt, uden at brugeren selv har klikket eller godkendt.

Når malwaren er installeret, kan hackeren få adgang til dit webcam. Herefter starter spionagen af dig, din familie eller andre brugere af din computer.

Når de kriminelle har adgang til din computer, kan de få adgang til private ting, som du ikke ønsker, at andre skal se. Dette resulterer ofte i afpresning. Hvis du ikke betaler, risikerer du, at dine personlige billeder og videoer bliver delt på sociale medier eller andre steder, som du ikke ønsker.

Fotokreditering: Steve Gale