Ophavsretten er et særligt sæt af regler, som ikke blot findes i Danmark, men i stort set hele verden, og som på forskellige måder beskytter kunstneriske værker, som bøger, film, billeder, musik, software, computerspil, arkitektur og design. Disse kreative skabere kaldes i ophavsrettens verden for ”ophavsmænd”. En ophavsmand kan også delvist overdrage sin ophavsret, fx hvis en filmskaber giver en streamingtjeneste lov til at vise sin film. På denne måde gør ophavsretten det muligt for ophavsmænd at tjene penge på det, de skaber, ligesom producenter og distributører kan se ideen i at investere i udvikling og distribution af nye kulturprodukter. Hvis du streamer eller downloader film og serier ulovligt, bryder du ophavsretsloven, og skader på den måde de personer, som har været med til at skabe værket.

Brug af VPN gør dig ikke mere lovlig

VPN er en måde at tilgå internettet gennem en krypteret server. Når dine data krypteres, bliver også dine geografiske placering virtuel, og kan altså ikke spores til fx Danmark. Hvis du streamer eller downloader film fra en ulovlig side og bruger en VPN-forbindelse til formålet, gør det dog ikke dine handlinger mindre ulovlige. Det er heller ikke lovligt at benytte en VPN-forbindelse til at tilgå lovlige tjenester i udlandet – eksempelvis de amerikanske versioner af HBO og Netflix, hvor der kan ligge film og serier, som ikke er tilgængelige på de danske versioner, idet rettighedshaverne kun har givet tjenesten licens til at distribuere indholdet på det amerikanske marked, hvorimod de ikke har givet tilladelse til distributionen på det danske marked. Du skal også være opmærksom på, at med nogle VPN-tjenester stiller du din egen IP-adresse til rådighed for andre, når du bruger deres VPN. Dermed kan du risikere at give fremmede adgang til din internetforbindelse, som du ikke ved, hvad bliver brugt til.

Hjælp til at finde lovlige tjenester

Er du i tvivl om en tjeneste er lovlig eller ej, findes disse gode værktøjer, der kan hjælpe dig:

www.Filmfinder.dk kan du søge på film og serier og få et overblik over, alle de steder, du lovligt kan se dem.

Med URL-tjekkeren kan du undersøge om en bestemt tjeneste er dømt ulovlig ved den danske domstol, ved at indtaste en given tjenestes URL.

Fotokreditering: Alex Litvin